Tiden går lidt for hurtigt...

Vi har svært ved at nå alt det vi gerne vil - når vi også skal nå at slappe lidt af og vi også skal til tage hensyn til de der Nicaraguanske ubekendte.

Vi havde som sagt den skønneste udsigt i Matagalpa, men desværre endte vi med at have lidt af en Tycho Brahes dag.
Vi var oppe på en  kaffeplantage, men børnene gad overhovedet ikke mere gåen rundt, så de var bare sure. J tabte kamaraet, så linsen gik totalt kaput :( Og så var vi andre jo kede af det. Og det endte med at vi alle var i så dårligt humør at vi bare tog afsted igen.
I stedet tog vi så til Jinotega, hvor vi drak noget lækker kaffe og Jørgen fik syet sine sandaler igen - nu var syningerne bagved også gået op - de har kostet 900 kr, men kvalitet kan man da ikke kalde dem).

Dagen efter kørte vi mod Managua - på vejen besøgte vi et hotsprings resort. Det var ikke heeeelt som forventet. Det var meget lokalt (men ja, det var også billigt), men uden nogen former for faciliteter ud. Børnene er dog fuldstændig ligeglade - de synes det var dejligt. Jeg tror virkelig heller ikke de lægger mærke til om et hotel er pænt eller mindre pænt. De lægger kun mærke til om der er swimmingpool.

I Managua var vi i to forskellige storcentre, for at finde en ny linse, men det lykkedes ikke. I stedet købte vi et nyt kamara, da vores reservekamara virkelig er dårligt, så vi ikke kan nøjes med det. Det nye er vidst ok - vi skal bare lige lære det at kende. Vi savner nu allerede det gamle lidt.

Vi kørte så 60 km ned af kysten til Pochomil (Kort). Her fandt vi et hotel, der var pool, men den var så beskidt at vi ikke ville have at børnene badede i den. DRAMA! Det var et ret dårligt valg - så skal man godt nok gå efter noget uden pool overhovedet. Til gengæld havde vi en lækker dag ved stranden.

 Fiskebådene kommer ind og de lokale FLOKKES (de løb....) efter dem,

 

Vi kørte ved 14-tiden og planen var at vi skulle ned i Apoyo - en vulkan hvor man kan køre ned og bo på en hotel nede i krateret. Desværre blev vi så udsat for Nicaraguanske tilstande. Der er én (1) vej fra Pochomil som er asfalteret. Og den var så spærret - en bil var kørt for tæt på en lastbil og havde mistet sidespejlet (!!!) Men begge biler var stoppet brat, hvor uheldet var sket og nægtede at køre videre før politiet var kommet. Vi ventede i 4 timer. Jeg ved slet ikke hvordan folk ville reagere i Danmark hvis en mand nægtede at passere gaden i ren og skær arrogance - men jeg er sikker på at der ville være opstået noget nær lynchstemning.
Resultatet blev at det blev mørkt inden vi kom derfra, og vi derfor ikke turde ligge og rakke rundt og lede efter et hotel i et krater på en umarkeret jordvej. Vi tog derfor tilbage til Granada. Vi fik det bedste ud af det. Børnene faldt i søvn og vi andre tog de sovende børn med på El Zaguan - byen bedste restaurant, og fik en lækker (stille) middag!!!

Vi har det altså godt! Vi ville bare gerne nå mere.