Vi havde ikke internetadgang i går (særlig længe), så det var jo næsten ligesom i de gode gamle dage, hvor man var langt væk, og nyhederne om hvor man havde været først nåede frem 14 dage senere. Det gør de måske også nu :)
Vi har sovet i Liberia i nat, og startede med at køre ud til lufthavnen for at aflevere den lille sølvgrå Yaris. Vi blev kørt tilbage af biludlejningsselskabet til busterminalen - efter en del forhandlen. De var ret skeptiske over at vi ville køre med lokalbussen, og ville hellere sætte os af ved TicaBus, som er mere sådan en international klasse bus ala Greyhound. Men vi blev dog sat af ved terminalen alligevel, og fik formaninger om at vi skulle passe på vores bagage.
Bussen mod "Frontera" gik kort efter, og den var såmen ganske udemærket og turen var ret begivenhedsløs.
Ved grænsen fik vi nemt stempler ud af Costa Rica, og vandrede så ca. 500 meter gennem ingenmandsland. Det er masser af touts som råber efter en at de vil følge en igennem immigrationen, men ingen forstår vidst rigtig hvad deres opgave er.
Ved Nicaragua grænsen kunne vi ikke finde "Entrada"-siden, så vi endte med at stå i en forkert kø rigtig længe. Endelig kom vi til den rigtige kø og skulle betale 12 USD pr. person - vi havde så kun en 100 USD seddel og det fik immigrationsmanden til at gå fuldkommen i baglås. Først ville han ikke høre tale om at tage sedlen, men da vi ikke havde andre, så kradsede og bukkede og kikkede og foldede og rev lidt og kradsede lidt mere og foldede lidt mere og.... endelig fik vi vores pas og byttepenge.
Så kom vi ud af ingenmandsland og ind i Nicaragua - og velkommen til 3. verden. Her var ingen asfalt - bare en pløret vej fyldt af mudder og en masse mennesker som råbte og skreg (hvorfor er der altid så meget larm sådan nogle steder). Vi gik lidt på barrikaderne , da nogle folk ville have os ind i en bus som var fuldstændig stopfyldt på bedste "der er altid plads til en mere, der bruger Rexona"-manér. Det kunne vi ikke overskue, så bussen kørte uden os og vi ventede ca. 1 time på den næste - 1 time hvor Juls havde fuld gang i at smøre sig ind i mudder og løbe rundt og slikke på pæle og alt muligt. Meget meget trætte forældre.
Men bussen kom - sådan en gammel aflagt amerikansk skolebus, hvor vi alle 4 måtte sidde på 1 sæde - igen, tænk på sardiner, vi var kun taknemmelige for at få et sæde i det hele taget. Ikke nok med at bussen er stopfyldt til bristepunktet - jselvfølgelig var der også en masse sælgere som asede og masede sig op og ned igennem bussen for at faldbyde varerne.Ca. 1 time senere blev vi sat af i Rivas, hvor vi skiftede direkte over til bussen til Granada. Den var desværre allerede fyldt, men vi fik begge tilbudt plads til en halv balle på yderste af sæderækken. Jeg sad med August, og han er ret tung at sidde med på skødet når man kun er understøttet på en halv balle, men heldigvis blev der hurtigt tyndet ud i klientellet, så vi fik en sæderække selv. Skønt.
I Granada var August meget træt, fordi han var faldet i søvn i bussen, så det var slemt for ham at gå hen til hotellet. Men han klarede det! Han er så sej efterhånden. På hotellet mødte vi straks Eva, Ellen og Lars og fik en hurtig dukkert i poolen.
En meget meget kontrastfyldt dag.Specielt mens vi sad og ventede på bussen ved grænsen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at vi alle sammen syntes det var lidt eksotisk, men det er jo kun eksotisk for os, fordi vi er på besøg. Vi har muligheden for at vælge det fra, for mange af de mennesker er det jo livet. De kan ikke komme væk fra alt det snavs. Det kunne vi, for ca. 3 timer senere sidder vi på det her lækre hotel i spansk kolonistil med gårdhave og ro.
En relativ ny opfindelse inden for adventure rides (jeg har i hvert fald ikke hørt om det før, men det er alle steder her), hvor man hænger i en stålwire, som er udspændt i regnskoven, og så kører man ellers afsted - i forskellige stillinger, for at det skal være rigtig sjovt. Det var også rigtig sjovt. Men mor og far sagde nej til at August måtte komme med - så han mener at vi skal tilbage, når han er 7 år, fordi han syntes det så så fantastisk ud. Her på billedet står August og kigger op på far, der kommer flyvende over vores hoveder.
