Og tilbage i Thailand

En rejsedag og så var vi tilbage i Thailand - i Trat. De fleste tager vidst mere eller mindre direkte videre til noget andet fra Trat, men vi opholdt os også sidste gang vi var i Thailand, og det er faktisk en meget skæg by. Der er rigtig mange markeder, men ikke rigtig nogen turistfaciliteter. Jørgen og jeg havde også bare glædet os helt vildt til at komme på marked og spise en hel masse lækker mad fra små boder.

Afsted med os - snørklede smalle gangstrøg, boder med masse af mystisk ting. A gik fuldstændig i baglås. Ville ikke have noget, ikke smage noget - bare finde noget som var en lille anelse vestligt. Så 7-Eleven og CupNoodles blev redningen. Vi andre fik en lækker thaisupper, satayspyd, frisk forårsruller. Uhhhhmmmm...

Vi sprang thai-sushien over - den var sgu for sær.

Thaisushi

Currys - mums

CupNoodles på markedet

And then - the final destination. Koh Chang. Der er godt nok sket en del på turistfronten de sidste ti år - men ikke på bus og færgefronten. Vi blev sejlet herud på en rusten-synkeklar skude og kørt til hotellet i standard pick up trucken med træsæder på ladet. Men her er asfalteret og her er læssevis af turistbutikker! Og hotellerne er ca. 100 klasser over de to madrasser og et lokum (hul i jorden) vi havde for 10 år siden. Det er så muligt at pengene sidder løsere på os i dag.

Men her er lækkert og vi har været ude og ride på elefanter!

Sihanoukville

Vi er sunket i jorden, har vi fået at vide og er blevet trængt op i en krog og tvunget til at komme med en update (okay, det var bare far som skrev en mail og vi vil da gerne opdatere - vi troede slet ikke at der var nogen, der læste med!) Pennen i blækhuset - og her kommer den.

Efter 4 dage med skønt vejr i Phnom Penh, tog vi bussen mod Sihanoukville - Cambodias strandby! Og i samme øjeblik bussen satte i gang, blev himlen sort og det øsede simpelt hen ned.
Vel ankommet til Sihanoukville, dryppede det kun, men efter vi satte os ind på en restaurant for at spise frokost begyndte det at STYRTE ned.
Vi kom ud til vores hotel og fik tjekket ind - vi havde valgt at bo på det eneste klassiske resort (her kombineret med business/konference (det siger så vidst mest om Cambodia). Det var super lækkert sted - med privat kæmpelang strand med det fineste hvidgule sand. Så flot.
Det er ret nødvendigt med privatstrand - vi flyttede jo ind til selv byen den sidste nat for at komme tidligt med bussen til T, og vi spiste frokost på en "beachbar" - det var rent ud sagt fuldstændig umuligt at nyde maden, med en konstant strøm af sælgere, massører, skopudsere, et-benede tiggere, børnetiggere - you name it. Og jeg ved godt de er desperate, men det er nøjagtig som i Vietnam for 15 år siden, hvor det bare var konstant og hele tiden, og faktisk tror jeg, er hovedgrunden til at jeg aldrig har været vild med Vietnam.

Sokha Beach 

Sokha Beach

Desværre regnede det stadig en del, mens vi var der - men morgenmaden på hotellet var tæskelækker! Virkelig luksus mums. Og vi fandt en rigtig skøn restaurant i byen!! Cambodiansk mad er virkelig toppen - det er faktisk lige før det slår thai. Blandingen mellem inspirationen øst og vestfra (Vietnam og Thailand) er bare PERFEKT!

Regn regn regn

Nyam restaurant - kanon!

Da August valgte hotel

Vi kom ikke rigtig fra Sihanoukville i dag som ellers var planen, men vi måtte flytte fra vores svinedyre hotel. August valgte. Meget meget vigtigt med de nedsænkede liggestole i poolen- det kunne han ikke stå for!

The curse

Yeah Yeah it rains!

Færdig i Phnom

God morgen. Vi er på vej til stranden nu. I går slappede vi af på dette super flotte hotel.

Det er så trist at vi kun skulle være her een dag. Hvis I kommer til Phnom Penh så book the 252 i forvejen for her er fyldt hver dag!

Tempeltogt og jagt efter swimmingpool

 Endnu en sløv start. Jeg har desværre mødt Asiens sande ansigt og måtte derfor op en 4-5 gange i nat. Fuldkommen som i CR er det kun J og jeg der er småramt af det, mens børnene åbenbart er hardcore bacille-uimodtagelige. Snyd... eller det er fantastisk. Ved ikke helt hvordan vi skulle takle Juls med løs mave.
Men afsted kom vi - ned af strandpromenaden og til kongetemplet og sølvpagoden.

Besøget var faktisk ret hurtigt overstået, og derefter besluttede vi at finde et hotel med swimmingpool, for her er bare mega varmt. Som i steghedt. Aner ikke hvor de der forfriskende regnskyl bliver af (de kommer på søndag når vi skal til stranden, jeg ved det godt).
Missionen lykkedes desværre kun delvist, for vi fandt det fedeste hotel og A var ellevild,  men de har først plads på lørdag, så vi må vente lidt :(

Indtil da må de fede bare svede og de tynde.... svede med.

Strømmodtageforholdene her er hmmmm..... gad vide hvordan man finder den løse forbindelse.

Juls på løve foran Nationalmuseet

A spejder over horisonten ved kongepaladset

Sådan ser man ud når man er gået fuldkommen leg-amok på en legeplads i 35 gr.

PS. A har bestilt og spist karrysuppe tre gange i dag til morgen, middag og aften. Er så fantastisk stolt af ham! Måske ender det med at han tør prøve at spise flere ting.

Juls lever desværre af ris og chokoladekiks, så træerne vokser ikke ind i himlen.

Phnom Penh

Vi fik ikke så tidlig en start i morges, for vi var godt trætte efter at have været oppe før daggry to dage i træk. Det var et lidt dårligt valg at vente og tage en formiddagsbus til Phnom - vi kørte kl 10 fra Siem Reap og var fremme i Phnom kl 16. Jeg tror ikke, der er ret langt (omkring 250 km), men vejen er forfærdelig, selvom det skulle være en af de bedste i Cambodia. Så vi rystede og rallede afsted med sneglefart i tæt trafik hele vejen. 

Da vi endelig kom frem til Phnom blev vi selvfølgelig overfaldet af touts, men vi er sande mestre i at få rystet dem af os og pruttet med en tuktuk og kom meget hurtigt frem til det ønskede hotel. Vi valgte et værelse med balkon og udsigt over floden - så nu ligger børnene og snorker, mens vi andre stadig kan være oppe og nyde en stille øl.

Vi håber vi vænner os til byen - vi skal være her 4 nætter - men her er meget støj (mega mange tuktuk og motorcykler). Børnene er ved at vænne sig til maden i hvert fald - vi voksne elsker den af et godt hjerte, men A proklamerede at han ønskede pizza, så det bestilte vi. Han fandt dog hurtigt ud af at han egentlig hellere ville have farens karrysuppe, så det endte med at de måtte bytte. Stakkels far. (Jeg fik lov at have min nuddelsalat med skaldyr for mig selv.... hæhæ).

I morgen må vi se hvad byen byder på. Vi tager på tempeltogt, men de følgende dage skal vi ud og se massegravene og torturcentralen, så vi har noget at et forestående arbejde i at forklare A hvad de Røde Khmerer, massemord og tortur er på en børnevenlig måde. Ønsk os held og lykke. 

Angkor og min store søn

I går morges tog vi en tidlig start og var ved morgenbuffen, da de åbnede kl 6. Jeg er med på at Bangkok er en stor by, men trafikken er simpelt hen forfærdelig, og larmen...!!! Så selvom vi sikkert sagtens kunne have fundet på noget at lave i flere dage, var det superlækkert at slippe ud. Vi nåede en minibus fra Victory Monument (Totalt forfærdeligt sted - med monument i midten, kæmpe rundkørsel, højbanen hen over det hele og fodgængerne på en gangbro lige det allermest larmende sted) kl 7. Vi var faktisk de eneste der var med, så Juls sov hele vejen hen over tre sæder og A hyggede sig med at se film. Super nem tur. Vi kom til grænsen ved 10-10.20 tiden og det gik nemt med at komme over på trods at vi forventede det værste - der stod noget om Scam-central i guidebogen.
På den modsatte side blev vi scammet fordi der var en gratis bus til en busterminal. Det var ganske rigtigt en busterminal - med arrangerede priser. Vi havde læst i guidebogen at en taxa til Siem Reap skulle koste ca. 25 USD. På terminalen var fixed price rate 48 USD. Det viste sig så at det ikke var mere fixed price and at den var til forhandling og vi endte med at betale 30 - det håber vi så var fair.
I Siem Reap blev vi losset over i en Tuk-tuk med bagage und alles og fik at vide af vores nye "guide" at vores hotel og var lukket og slukket og han kendte liiiige noget bedre. Ja, ja...
Vi fik ham rystet af og fandt et hotel, som var fint og ren't, men der er ingen pool. A var lige ved at nedlægge veto, men vi overvejer at trække ham i lommepenge for poolen, hvis han bruger sin vetoret.

Efter frokost tog vi ud til Angkor Wat. Og igen i morges kl 5.30 for at se solopgangen. I skal ikke snydes for vores billeder selvom I har set dem før. Altså ikke vores, men billeder af Angkor.
Og så til det om den store søn: Han er bare blevet SÅ stor - selvom man bliver kørt i Tuktuk er der ret langt at gå fra parkeringspladserne til templerne, men han har gået rundt og set dem alle - fra kl. 5 i morges til kl. 13.30, da vi tog tilbage. Uden brok - faktisk synes han det er spændende. Jeg er målløs og det sidste har han i hvert fald ikke fra mig, jeg tror jeg hadede at tage på sightseeing af et godt hjerte indtil jeg var 17 år - måske ældre. Men de har bare hygget sig og leget Indiana Jones og grinet og sunget frugtsangen hele dagen.
Skørt.

PS. Ja, vi har taget mange billeder, men der er faktisk flest asiatiske turister her, og det har næsten været overvældende hvor mange billeder de har taget af Juls og nogle også af A. Juls og A har lidt svært ved at forstå det, men jeg håber ikke de ender med at blive alt for narciscistiske - Juls kunne godt have hang til det. Jeg spurgte om hun vidste hvorfor de tog billeder af hende og hun svarede: Fordi jeg har sådan noget smukt lyst hår! 

McD makes life easy

Så er vi i Bangkok og tingene har egentlig ikke forandret sig synderligt.
Det eneste der har taget os med bukserne nede, er at de har bygget en ny lufthavn i den modsatte ende af byen. Den gjorde ankomsten en smule forvirrende, men efter vi fangede den kørte det på skinner.
Godt researchede kan man ikke sig vi er.

Selvom flytidspunktet er fuldkommen mærkeligt. Afgang fra Kbh kl 14.30, ankomst til Bangkok kl. 00.30 dansk tid, men 5.30 lokal tid. Man bliver med andre ord snydt for en nat, men det er mega svært at få sovet i flyet fordi man ikke er træt.
Juls sov maks 30 minutter, A sov 2-3 timer, J og jeg slet ikke. Men vi klarede at stå imod trangen til at gå i seng, så efter at have smidt bagagen af på hotellet var vi tilbage på fusserne kl. 8.30. Så er det godt nok en lang dag man har foran sig.

Heldigvis var det bare Bangkok, og vi har været her i mange dage og vente på en flybillet skulle flyves ind fra Myanmar tilbage i 2001, så det var ret nemt lige at falde tilbage i gængen. Vi smuttede med forskellige busser gennem Chinatown til Wat Poh, og A var faktisk superbegejstret for det.
Juls tilgengæld var ret træt/ked, og kunne ikke rigtig beslutte sig for om hun ville sove eller ikke.
Til sidste overgav hun sig heldigvis.

Vi tog båden tilbage langs floden og skiftede til højbanen (som stadig koster spidsen af en jetjager at køre med, men tilgengæld er der blevet flere rige thai'er - for i modsætning til i 2001 var den i dag ret fyldt).
På Siam sqaure fandt vi et food court og lavede "McDonald's finten" - køb take away Happy Meal og find en lækker thai biks, så er lykken gjort for alle.

Efter en tur i poolen røg vi lige i seng. Ingen orkede noget med aftensmad, men vi klarede det. Sov kl 12 timer alle sammen efterfølgende...

Momentan sindssyge....

Der var noget med at jeg har en veninde. Shit, hun er irriterende. Hun ved godt lige hvilke knapper hun skal trykke på for at få mig op af stolen. Eller rettere... hen til tastaturet.
Sådan en helt almindelig lørdag. En helt almindelig udflugt, som krævede en lille biltur. Og så sad hun bare der med sit lyse hår og store blå øjne og fortalte...
Det var noget med at hun skulle på sommerferie til troperne og opleve en hel masse, og hendes glædestrålende øjne fik det der grimme væsen, som ligger meget meget slet skjult under min fine overflade til at titte frem.
Det hedder misundelse, og jeg er ikke særlig god til at pakke min væk.

Så nu er vi på'en igen. Pakke, pakke, pakke. Jeg hader det! Men i morgen er det overstået og vi kan ånde lettet op, når vi sætter futterne ud i lufthavnen og sætter os ind i et fly til Asien.

Vi er meget spændt på hvordan det bliver. Ungerne har aldrig oplevet den ekstreme varme og fugt, og jeg synes egentlig heller aldrig at vi har været i en kæmpe storby med dem før. Men vi håber det går.

Vi holder jer opdateret... hvis I følger med....

Og lidt tal... vi er jo ikke ingeniører for ingenting

54 dage
21 hoteller
10  taxier
7 alternativ transport (truck, hestevogn f.x)
2 færger
21 busser
3 lejede biler
Uendeligt mange portioner ris og bønner

Og nu sidder vi bare på et hotel i Alajuela - hvor lufthavnen ligger lige ved siden af. Vi skal op i nat og afsted for at nå flyet til NY kl 7!!! Det er bare så trist - jeg fatter overhovedet ikke hvordan der er gået næsten 2 måneder. Det bliver så forfærdeligt hårdt at skulle hjem til frosten (vi har jo fundet fleecen frem her til aften, fordi der vel kun er 25 gr. i Alajuela), mørket og kulden. Og så vil jeg sige - at vi er meget bedre til at bruge penge end til at tjene dem. Det bliver sørme også....


Men til gengæld..... så ses vi jo lige om lidt!!!!

Tilbage fra Lille Canada

Så er vi tilbage i virkeligheden. Den der virkelighed hvor tiden rent faktisk har en betydning - og der er en vis kommunikation med omverdenen. Måske er det faktisk helt bevidst at internet koster spidsen af en jetjager på de dersens resorts - lidt i tråd med at der ikke findes et eneste ur i miles omkreds. Altså som om man i hvert fald ikke vil opfordre til at være på.

Vi har haft en meget udfordrende uge.... virkelig store beslutninge har vi hele tiden måtte træffe. Spise nu? Spise senere? Pomfritter? Pasta? Fajitas?
Piña Colada? Margarita? Øl? Afgørende valg hele tiden.

Nå, men hotellet lå virkelig langt uden for alfavej. Der var 38 km fra Liberia, men der var stort set intet imellem, og de sidste mange km (15 måske) kom vi ganske simpelt ikke forbi noget som helst. Ikke engang en ko! Intet! Alamo kom og hentede leje bilen på hotellet, hvilket var super nemt for os. Og siden stod det bare på alle de dersens beslutninger der skulle træffes. Vi har ikke været uden for hotellets område i en uge - med mindre det tæller at vi har sejlet lidt i havkajak og været med en speedbåd til hotellets beach club på en anden strand :D

Så ugen fortælles ret kortfattet i billeder:

 Vi så flere dyr ved hotellet, end i Manuel Antonio NP. Der var aber (og nej, der var ikke mange som respekterede skiltene med "Don't feed the animals", så aberne lå bare og ventede på at turisterne skulle komme med mad til dem).
Men der var også masser af leguaner, vaskebjørne og flotte fugle.

 August er Piña Colada fan

 Juls er mere til margarita (og cola.. og juice... og ginger ale... og.... hvad end for noget sukkerstads hun kan få fingrene i...)

 Hop, hop, hop

 Mere hop, hop, hop....

Båd til stranden.

Queremos termales

Så sidder I klar til at modtage det sidste blogindlæg fra vores rejse. I dag går turen til Allegro Papagayo - et spansk all inclusive hotel, hvor vi skal være i 7 dage inden vi skal hjem. I typisk stil koster det spidsen af en jetjager at være på internettet der - hvorimod vi endnu ikke har betalt for at være på, men samtlige, billigere hoteller med undtagelse af 1 har haft gratis WiFi. Jeg tør også kun bo all inclusive på den slags hoteller, for jeg er altid bange for at skulle betale ekstra for at trække vejret et forkert sted eller bruge toilettet. Jeg tror nu ikke dette er bemærkelsesværdigt fint, men der er en pool (A) og cola (Juls) - så er lykken gjort.

I går var vi på "rafting" - dvs. flydetur ned af en flod nær Cañas. Det var rigtig godt. Vi så helt vildt mange dyr - aber, iguanas, firben, krokodiller, fisk, ørne, hejrer etc. Hele tiden.
Der var også en lille smule fart ind i mellem, men vi ville gerne måske have haft lidt vildere rapids - kunne have været lidt sjovt.

Efter turen var kl. ca. 12.30, og vi havde ikke flere planer. Familieafstemningen mellem at tage til Rincon de la Vieja og vandre eller Termales Miravalles - faldt som ventet ud til Miravalles fordel. Så hele eftermiddagen boltrede vi også i varme swimmingpool. 

Jeg tror vi er nødt til at emigrere. Jeg stemmer for klimaet, A stemmer for termales, Juls stemmer for... tja... at folk på gaden sådan lige pludselig kommer med kærlighedserklæringer - dagligt, og J er nødt til at følge med hvis han ikke skal undvære sin familie.

August siger at der som billedtekst til dette skal stå: "Bagefter legede jeg på vandrutsjebanen."

Manuel Antonio etc.

Vi startede fra San Isidro de El General og kørte til stranden El Dominical, hvor vi slappede af og spiste frokost. Det er virkelig virkelig varmt på vestkysten nu, som om temperaturen er steget siden slutningen af december. Jeg ved ikke om det er tilfældet, men det føltes sådan.
El Dominical var sådan et laid-back backpackersted - masser af billige hoteller og barer.





 Om eftermiddagen kørte vi videre til Manuel Antonio..... og tjekkede ind på et ægte backpackerhotel... med ægte backpackerhotel navn - Wide Mouth Frog. Jeg aner virkelig ikke hvorfor backpackerhostels skal have have sådan nogle fjollede navne, men det er obligatorisk.
Det var såmen fint nok, og de fleste var ældre end os, så vi faldt ikke helt udenfor. Der var køkken, og børnene har virkelig ønsket at vi selv lavede mad, så det var helt perfekt (vi havde også køkken i Cahuita, så de var blevet godt vant - vi er alle meget meget trætte af Gallo Pinto).


Dagen efter (igår) tog vi i Manuel Antonio National Park, som skulle være kendt for at have et fantastisk dyreliv. Der er bare også fantastisk mange turister. Der er en 7 km lang vej, som er fyldt med hoteller, det var helt vildt. Og dyrene var skræmt væk. Måske var det fordi det var søndag, at de var taget i kirke, men vi så et par sommerfugle, en helt standard miniøgle, et dovendyr og en abe -på lang afstand! Det var vildt skuffende.
Men stranden i parken var rigtig fin (og meget befolket også - fluepapir), men den var rigtig lækker for Juls, fordi der næsten ingen bølger var.

I dag var vi faktisk løbet lidt tør for ideer - vi orkede ikke mere tagen på stranden, og vi orkede ikke at vandre mere, og så er der faktisk ikke så mange muligheder tilbage i Costa Rica, som ikke koster spidsen af en jetjager, og Manuel Antonio er ligesom de høje prisers paradis. Alle ture koster fra 60USD pr. person og op. Og der var faktisk ikke noget der fristede til de priser.
Så vi er kørt op langs kysten og er nu i Cañas - snart ved enden hvor rejsen slutter og ferien begynder (og ikke et ord om at vi allerede har daset det meste af de sidste to uger - det var ikke heeeelt planlagt).

 Man ved at man er et meget overturistet sted, når der står en flyvemaskine på en restaurant!!!!

Bananrepublik

I dag er vi kørt fra den Caribiske kyst til San Isidro de El General. Og naturligvis i det smukkeste solskinsvejr, sådan må det jo være efter 3 dage med regn. Selve turen var på 300 km, hvilket jo ikke lyder af specielt meget, men det har taget hele dagen - og når jeg snakker hele dagen, mener jeg selvfølgelig til solen går ned. For efter solnedgang er det bulderbældragende mørkt, og uden skilte at navigere efter, foretrækker vi selvfølgelig dagslys. Det har taget 6-7 timers at køre, for hastigheden er ikke særlig høj, især ikke i bjergene.

Det er ikke for sjov at man kalder et land som Costa Rica, for en bananrepublik. Fra Puerto Limón og godt 100 km ind i landet dyrker de bananer. Vi er kørt forbi et utal af plantager, hvor der bananpalmer så langt øjet rækker.Og hver bananklase er pakket ind i sin egen blå pose, som er sat på med håndkraft. Høsten foregår også per håndkraft.

Noget andet der også foregår per håndkraft, er høstningen er kaffebønner, hvilket vi så med egne øjne i nærheden af Orosi, hvor vi holdte frokostpause hos en halvblind kineser. I Orosi ligger den ældste kirke i hele Costa Rica, som dog ikke var sindsoprivende spændende. Deres udsigtspunkt med legeplads var klart sjovere :)

Fra Orosi kørte vi gennem Cartago og derfra sydpå ad hovedvejen. Solen var på vej ned og kombineret med bjergene og skyerne, var det noget af det smukkeste vi længe har set. Det nåede selvfølgelig at blive mørkt før vi kom frem til San Isidro de El General (hvorfor har vi ikke sådan nogle bynavne i Danmark?). Men. Vi fandt et supermarked og vi fandt La Princesa hotellet, hvor dagen sluttede med en tur i deres spa og udsigt over byens lys.

Kæmpenatsværmer(?) ved supermarked.

Den caribiske kyst

Vi er nu i Caihuita på den caribiske kyst, og ud over at der er mange myg, så er her også meget grønt. Og det har sin årsag. Vi har været her i 3 dage og det har regnet hver dag. Ikke hele dagen og vi har da været ved stranden, men det vækker helt sikkert minder om dengang vi sad på nordkysten af Trinidad og ventede på at regnen skulle stoppe. Her er ca. ligeså grønt, så jeg tvivler på at regnen sådan for alvor nogensinde stopper.

Strandene er selvfølgelig lækre, og vandet er fabelagtigt varmt. Bølgerne er skønne, og vi har været ude og snorkle lidt.
Jeg troede helt alvorligt at reggae gik af mode i 90'erne, men det viser sig, at det var mig, der blev gammel.
Hernede går Bob Marley aldrig af mode, og folk der tager sig selv alvorligt har dreadlocks - det tror jeg i hvert fald. Måske gør de det for turisternes skyld, for her er godt nok mange unge backpackers.

Man må tage herned og dømme selv - jeg er lidt i tvivl om om det er min kop te, men det skyldes måske også vejret.

Min dreng som madding

Vi er kommet til Cahuita på den caribiske kyst - myggenes paradis. August er deres yndlingsspise og vi har næsten ikke sovet i nat på trods af myggenet.
Vi har talt 60 stik alene på overkroppen og han var grædefærdig over at vi skal være her en nat mere. Jeg forstår ham godt men J sagde at vi ikke kan køre mere lige nu. Han er træt.
Vi har storshoppet myggespray, insektdræber, insektlys og kløestillende creme.
Kryds for at det virker.

Costa Rica - de lærer så meget af USA, så hvorfor ikke...

... bare lære en lille bitte smule om vejskiltning???? Det er simpelt hen så svært at finde rundt. Vi har kartet rundt i 3 (!!!) timer i San José for at køre igennem byen. Det var forfærdeligt.

Nå, men for at starte med begyndelsen, så tog vi afsted fra San Juan del Sur i Nicaragua i går morges. Skiftede bus i Rivas, og kom med en propfyldt bus til grænsen. Den mest forfærdelige bustur vi overhovedet har haft i Nicaragua. Det eneste positive man kan sige om den, var at den ikke var særlig lang.
Grænsebyen er stadig bare en mudret vej med en masse, der står og råber. Det er det grimmeste sted vi er stødt på i hele i Nicaragua, så det er lidt ærgerligt at det er det første man møder, når det i virkeligheden er et dejligt land.
Det gik nemt med at få udrejsestempler i Nicaragua og vi gik gennem ingenmandsland. August hoppede over grænsen, og kom tilbage til Costa Rica som den første af os.
I Costa Rica var der derimod mega lang kø for at komme ind, men vi fik lov at springe over pga. børnene - yeah! Travelling with children - what a breeze.
Kom også hurtigt med en bus til Liberia, hvor vi havde lovet A en tur under de gyldne buer. Kl. 14.15 tog J bussen ud til lufthavnen for at hente bilen, og det tog EN KRIG - han var først tilbage 16.30. Jeg fatter simpelt hen ikke at udlevering af lejebiler kan tage så længe. Vi havde jo svært ved at få en overhovedet så vi har fået den mindste bil overhovedet, og har lidt problemer med at få stablet bagagen ind, men det går.

Vi orkede så ikke at køre så langt pga. det fremskredne tidspunkt, så vi besluttede at tage til et resort bag ved vulkanen Miravalles (Varme kilder). Der var nogle rigtig lækre bade, men vi var først fremme 18.30. Vi badede så til kl 20.30 og A blev slæbt i seng meget meget mod sin vilje. Til gengæld fik vi rå-badet i 3 timer i dag.

Vi kørte til San Jose ved middagstid og var fremme ved 15-tiden. Besluttede at stoppe i Walmart og shoppe, men det skulle vi aldrig have gjort for vi kunne ikke finde ud af at komme tilbage på vejen. Men endelig endelig fandt vi ud og bor nu på den modsatte side af San José på et B&B. Vi er trætte. God nat.

Sidste dag i Nicaragua...

Det er med lidt vemod at vi nu skal overnatte for sidste gang i Nicaragua. I morgen drager vi atter mod Costa Rica, hvor vi efter møje og besvær (i sidste øjeblik - hvem sagde at vi var gode til planlægning?) fik skaffet en bil i Liberia i morgen eftermiddag. Så må vi håbe at vi når frem :)

Vi har brugt de sidste dage ved Playa el Coco - en strand ude på buuuuh landet, hvor der var 3-4 (små) hoteller. Der har måske været 100 turister derude alt i alt. Det var meget øde, og det var meget meget mørkt når solen gik ned. Til gengæld var det meget meget lækkert.
Vi havde lejet et værelse i et hus, som lå lige på midt på stranden. Det var så fint - lækkert indrettet med en stor veranda rundt om en pool. Skønt, kan næsten ikke beskrive det!
Billederne må stå alene.

 

Kuldskære Juliane har fundet et perfekt svømmehul lavet af tidevandet - med meget dejligt varmt vand.