Manuel Antonio etc.

Vi startede fra San Isidro de El General og kørte til stranden El Dominical, hvor vi slappede af og spiste frokost. Det er virkelig virkelig varmt på vestkysten nu, som om temperaturen er steget siden slutningen af december. Jeg ved ikke om det er tilfældet, men det føltes sådan.
El Dominical var sådan et laid-back backpackersted - masser af billige hoteller og barer.





 Om eftermiddagen kørte vi videre til Manuel Antonio..... og tjekkede ind på et ægte backpackerhotel... med ægte backpackerhotel navn - Wide Mouth Frog. Jeg aner virkelig ikke hvorfor backpackerhostels skal have have sådan nogle fjollede navne, men det er obligatorisk.
Det var såmen fint nok, og de fleste var ældre end os, så vi faldt ikke helt udenfor. Der var køkken, og børnene har virkelig ønsket at vi selv lavede mad, så det var helt perfekt (vi havde også køkken i Cahuita, så de var blevet godt vant - vi er alle meget meget trætte af Gallo Pinto).


Dagen efter (igår) tog vi i Manuel Antonio National Park, som skulle være kendt for at have et fantastisk dyreliv. Der er bare også fantastisk mange turister. Der er en 7 km lang vej, som er fyldt med hoteller, det var helt vildt. Og dyrene var skræmt væk. Måske var det fordi det var søndag, at de var taget i kirke, men vi så et par sommerfugle, en helt standard miniøgle, et dovendyr og en abe -på lang afstand! Det var vildt skuffende.
Men stranden i parken var rigtig fin (og meget befolket også - fluepapir), men den var rigtig lækker for Juls, fordi der næsten ingen bølger var.

I dag var vi faktisk løbet lidt tør for ideer - vi orkede ikke mere tagen på stranden, og vi orkede ikke at vandre mere, og så er der faktisk ikke så mange muligheder tilbage i Costa Rica, som ikke koster spidsen af en jetjager, og Manuel Antonio er ligesom de høje prisers paradis. Alle ture koster fra 60USD pr. person og op. Og der var faktisk ikke noget der fristede til de priser.
Så vi er kørt op langs kysten og er nu i Cañas - snart ved enden hvor rejsen slutter og ferien begynder (og ikke et ord om at vi allerede har daset det meste af de sidste to uger - det var ikke heeeelt planlagt).

 Man ved at man er et meget overturistet sted, når der står en flyvemaskine på en restaurant!!!!

Bananrepublik

I dag er vi kørt fra den Caribiske kyst til San Isidro de El General. Og naturligvis i det smukkeste solskinsvejr, sådan må det jo være efter 3 dage med regn. Selve turen var på 300 km, hvilket jo ikke lyder af specielt meget, men det har taget hele dagen - og når jeg snakker hele dagen, mener jeg selvfølgelig til solen går ned. For efter solnedgang er det bulderbældragende mørkt, og uden skilte at navigere efter, foretrækker vi selvfølgelig dagslys. Det har taget 6-7 timers at køre, for hastigheden er ikke særlig høj, især ikke i bjergene.

Det er ikke for sjov at man kalder et land som Costa Rica, for en bananrepublik. Fra Puerto Limón og godt 100 km ind i landet dyrker de bananer. Vi er kørt forbi et utal af plantager, hvor der bananpalmer så langt øjet rækker.Og hver bananklase er pakket ind i sin egen blå pose, som er sat på med håndkraft. Høsten foregår også per håndkraft.

Noget andet der også foregår per håndkraft, er høstningen er kaffebønner, hvilket vi så med egne øjne i nærheden af Orosi, hvor vi holdte frokostpause hos en halvblind kineser. I Orosi ligger den ældste kirke i hele Costa Rica, som dog ikke var sindsoprivende spændende. Deres udsigtspunkt med legeplads var klart sjovere :)

Fra Orosi kørte vi gennem Cartago og derfra sydpå ad hovedvejen. Solen var på vej ned og kombineret med bjergene og skyerne, var det noget af det smukkeste vi længe har set. Det nåede selvfølgelig at blive mørkt før vi kom frem til San Isidro de El General (hvorfor har vi ikke sådan nogle bynavne i Danmark?). Men. Vi fandt et supermarked og vi fandt La Princesa hotellet, hvor dagen sluttede med en tur i deres spa og udsigt over byens lys.

Kæmpenatsværmer(?) ved supermarked.

Den caribiske kyst

Vi er nu i Caihuita på den caribiske kyst, og ud over at der er mange myg, så er her også meget grønt. Og det har sin årsag. Vi har været her i 3 dage og det har regnet hver dag. Ikke hele dagen og vi har da været ved stranden, men det vækker helt sikkert minder om dengang vi sad på nordkysten af Trinidad og ventede på at regnen skulle stoppe. Her er ca. ligeså grønt, så jeg tvivler på at regnen sådan for alvor nogensinde stopper.

Strandene er selvfølgelig lækre, og vandet er fabelagtigt varmt. Bølgerne er skønne, og vi har været ude og snorkle lidt.
Jeg troede helt alvorligt at reggae gik af mode i 90'erne, men det viser sig, at det var mig, der blev gammel.
Hernede går Bob Marley aldrig af mode, og folk der tager sig selv alvorligt har dreadlocks - det tror jeg i hvert fald. Måske gør de det for turisternes skyld, for her er godt nok mange unge backpackers.

Man må tage herned og dømme selv - jeg er lidt i tvivl om om det er min kop te, men det skyldes måske også vejret.

Min dreng som madding

Vi er kommet til Cahuita på den caribiske kyst - myggenes paradis. August er deres yndlingsspise og vi har næsten ikke sovet i nat på trods af myggenet.
Vi har talt 60 stik alene på overkroppen og han var grædefærdig over at vi skal være her en nat mere. Jeg forstår ham godt men J sagde at vi ikke kan køre mere lige nu. Han er træt.
Vi har storshoppet myggespray, insektdræber, insektlys og kløestillende creme.
Kryds for at det virker.

Costa Rica - de lærer så meget af USA, så hvorfor ikke...

... bare lære en lille bitte smule om vejskiltning???? Det er simpelt hen så svært at finde rundt. Vi har kartet rundt i 3 (!!!) timer i San José for at køre igennem byen. Det var forfærdeligt.

Nå, men for at starte med begyndelsen, så tog vi afsted fra San Juan del Sur i Nicaragua i går morges. Skiftede bus i Rivas, og kom med en propfyldt bus til grænsen. Den mest forfærdelige bustur vi overhovedet har haft i Nicaragua. Det eneste positive man kan sige om den, var at den ikke var særlig lang.
Grænsebyen er stadig bare en mudret vej med en masse, der står og råber. Det er det grimmeste sted vi er stødt på i hele i Nicaragua, så det er lidt ærgerligt at det er det første man møder, når det i virkeligheden er et dejligt land.
Det gik nemt med at få udrejsestempler i Nicaragua og vi gik gennem ingenmandsland. August hoppede over grænsen, og kom tilbage til Costa Rica som den første af os.
I Costa Rica var der derimod mega lang kø for at komme ind, men vi fik lov at springe over pga. børnene - yeah! Travelling with children - what a breeze.
Kom også hurtigt med en bus til Liberia, hvor vi havde lovet A en tur under de gyldne buer. Kl. 14.15 tog J bussen ud til lufthavnen for at hente bilen, og det tog EN KRIG - han var først tilbage 16.30. Jeg fatter simpelt hen ikke at udlevering af lejebiler kan tage så længe. Vi havde jo svært ved at få en overhovedet så vi har fået den mindste bil overhovedet, og har lidt problemer med at få stablet bagagen ind, men det går.

Vi orkede så ikke at køre så langt pga. det fremskredne tidspunkt, så vi besluttede at tage til et resort bag ved vulkanen Miravalles (Varme kilder). Der var nogle rigtig lækre bade, men vi var først fremme 18.30. Vi badede så til kl 20.30 og A blev slæbt i seng meget meget mod sin vilje. Til gengæld fik vi rå-badet i 3 timer i dag.

Vi kørte til San Jose ved middagstid og var fremme ved 15-tiden. Besluttede at stoppe i Walmart og shoppe, men det skulle vi aldrig have gjort for vi kunne ikke finde ud af at komme tilbage på vejen. Men endelig endelig fandt vi ud og bor nu på den modsatte side af San José på et B&B. Vi er trætte. God nat.

Sidste dag i Nicaragua...

Det er med lidt vemod at vi nu skal overnatte for sidste gang i Nicaragua. I morgen drager vi atter mod Costa Rica, hvor vi efter møje og besvær (i sidste øjeblik - hvem sagde at vi var gode til planlægning?) fik skaffet en bil i Liberia i morgen eftermiddag. Så må vi håbe at vi når frem :)

Vi har brugt de sidste dage ved Playa el Coco - en strand ude på buuuuh landet, hvor der var 3-4 (små) hoteller. Der har måske været 100 turister derude alt i alt. Det var meget øde, og det var meget meget mørkt når solen gik ned. Til gengæld var det meget meget lækkert.
Vi havde lejet et værelse i et hus, som lå lige på midt på stranden. Det var så fint - lækkert indrettet med en stor veranda rundt om en pool. Skønt, kan næsten ikke beskrive det!
Billederne må stå alene.

 

Kuldskære Juliane har fundet et perfekt svømmehul lavet af tidevandet - med meget dejligt varmt vand.

Vejrgudinde søges

Please.... Nu har vi jo strandferie. Øv!

.... afslapning....

Så er vi ankommet til San Juan del Sur, som er Nicaraguas badeby. Vi havde simplet hen sat os op til at det skulle være mega overturistet, men det er det nu ikke. Der er næsten ikke et øje nede på stranden. Men her er da et par barer og diskoteker,
Og restauranter, der er vante til turister....
Vi havde en rigtig underlig oplevelse med det igår. Det er normalen at man betaler 10% i drikkepenge, og når regningen kommer er der tit sådan en slip, man kan trække af hvis man ikke ønsker at give drikkepenge. I går var vi på en ret turistetrestaurant, som er anbefalet af tripadvisor: (Barrio Cafe)
Enten er vi kritiske eller uheldige, men vi fik simpelt hen så luset service. Servitricen skulede skumlende til os, gad ikke prøve at høre hvad jeg bestilte, kom ikke med det vi havde bestilt at drikke, før vi havde spurgt tre gange, kom med forkert tilbehør til maden osv. Vi besluttede derfor for en gangs skyld at vi ikke ville betale drikkepengene. Da vi forlader restauranten, kommer servitricen løbende og siger at vi SKAL betale, selvom der står "frivillig" med store bogstaver. Vi siger at det vil vi ikke. Hun bliver om muligt endnu mere sur, men vi går.
Desværre for hurtigt, så vi er nødt at gå tilbage for at hente noget, vi glemte. Der kommer en anden tjener efter os og siger at vi skal betale drikkepenge. Vi siger igen, at det vil vi ikke når betjeningen er sur og dårlig og forklarer hvad der er sket. Han svarer så "Ok, så lad gå" WHAT???? Det var fandeme direkte ubehageligt. Så hvis nogle af jer skal til San Juan del Sur - spring El Barrio Cafe over, det er mega dyrt og dårligt.

I dag fik vi afleveret bilen og det lykkedes at komme igennem uden at blive stoppet flere gange af politiet! Yeah... Nu er der bare dømt afslapning i 4-5 dage før vi tager tilbage til Costa Rica. Vores Nicaraguanske odyssé er ved at være slut.

Og så var der politiet....

Vi skulle ned i Apoyo krateret for ifølge Lonely Planet at få en af vores livs bedste svømmeture. Ved ikke rigtig hvor de svømmer normalt, og det var da heller ikke fordi det var klamt eller noget, men det var bare ikke noget særligt. Helt ærlig, vi gik faktisk slet ikke i vandet, for det blæste og det var koldt og vandet så mudret ud, så det kan da godt være at den der "best swim ever" oplevelse er noget der ligger i vandet - en magi som man først mærker, når væsken omslutter ens legeme. Men det kommer vi aldrig til at finde ud af.


Efter "svømmeturen" ville vi op på Masaya vulkanen og dufte svovlet - men inden vi kom så langt blev vi stoppet af politiet, og fik at vide at vi skulle betale 40 USD! Vi kørte lige ud på en landevej, vi kørte ikke for stærkt. Og politimanden virkede ikke interesseret i at forklare os, hvad vi rent faktisk havde gjort galt.
Det skal lige siges at vi allerede har fået en bøde på ca. 150 kr. Der blev ikke nævnt noget om dollar i den sammenhæng og vi fik på skrift hvad vi havde gjort galt, hvilket var korrekt (U-vending i et stort kryds med flere baner), og politidamen forklarede det ret tydeligt og langsomt. Det kan nu sagtens være at hun snød os, men vi hoppede i så fald på den.
Ham i dag ville så ikke give kørekortet tilbage, og det endte med at jeg gik ud af bilen og tog det ud af hånden på ham. Hvilket var meget risikabelt, men jeg var chokeret og det var simpelt hen ikke i orden. Vi havde absolut intet gjort galt.
Vi prøvede jo nogenlunde det samme i Mexico - at blive stoppet, hvor politiet bare sagde "Bøde" uden at ville forklare noget. Jeg er efterhånden ret nervøs for at køre hernede for der er jo ikke meget man kan stille op imod overmagten, når man ikke er bedre til sproget og de ingen interesse har i at forklare (de står seriøst bare og mumler uden at have intention om at forklare).

 Nå, men op på Masaya kom vi - og det var rigtig fedt. Der var et rigtig godt museum om udbrud og pladetektonik (oversat til Engelsk!!!) og meget børnevenligt, med hands on beskrivelser/modeller. Det var lige noget for vulkano-August (han elsker vulkaner).

 August med hans hjemmelavede temperaturmåler, så han kunne måle vulkanaktivitet (og ja, det er en eller anden Hello Kitty dims han har hugget fra sin søster).

Bilerne er parkeret i evakueringsmode, så man kan komme hurtigt ud af flækken i tilfælde af pludselig aktivitetsændring.






'


Vi sprang Masayamarkedet over - det skulle være et kunsthåndværk aka turistgejlsmarked - det gad vi ikke. I stedet kørte vi til Catarina Mirador (udsigtspunkt), og jeg skal love for at vi fik set flere turister end sammenlagt på tre uger eller hvor længe vi efterhånden har været her.
Det var vildt! Der var gejl at købe, klovner, hotdog mænd, balloner og jeg skal komme efter dig.
Men udsigten var god.

 

Og ligeså på falderebet - A efter morgenbadet i poolen...

Tiden går lidt for hurtigt...

Vi har svært ved at nå alt det vi gerne vil - når vi også skal nå at slappe lidt af og vi også skal til tage hensyn til de der Nicaraguanske ubekendte.

Vi havde som sagt den skønneste udsigt i Matagalpa, men desværre endte vi med at have lidt af en Tycho Brahes dag.
Vi var oppe på en  kaffeplantage, men børnene gad overhovedet ikke mere gåen rundt, så de var bare sure. J tabte kamaraet, så linsen gik totalt kaput :( Og så var vi andre jo kede af det. Og det endte med at vi alle var i så dårligt humør at vi bare tog afsted igen.
I stedet tog vi så til Jinotega, hvor vi drak noget lækker kaffe og Jørgen fik syet sine sandaler igen - nu var syningerne bagved også gået op - de har kostet 900 kr, men kvalitet kan man da ikke kalde dem).

Dagen efter kørte vi mod Managua - på vejen besøgte vi et hotsprings resort. Det var ikke heeeelt som forventet. Det var meget lokalt (men ja, det var også billigt), men uden nogen former for faciliteter ud. Børnene er dog fuldstændig ligeglade - de synes det var dejligt. Jeg tror virkelig heller ikke de lægger mærke til om et hotel er pænt eller mindre pænt. De lægger kun mærke til om der er swimmingpool.

I Managua var vi i to forskellige storcentre, for at finde en ny linse, men det lykkedes ikke. I stedet købte vi et nyt kamara, da vores reservekamara virkelig er dårligt, så vi ikke kan nøjes med det. Det nye er vidst ok - vi skal bare lige lære det at kende. Vi savner nu allerede det gamle lidt.

Vi kørte så 60 km ned af kysten til Pochomil (Kort). Her fandt vi et hotel, der var pool, men den var så beskidt at vi ikke ville have at børnene badede i den. DRAMA! Det var et ret dårligt valg - så skal man godt nok gå efter noget uden pool overhovedet. Til gengæld havde vi en lækker dag ved stranden.

 Fiskebådene kommer ind og de lokale FLOKKES (de løb....) efter dem,

 

Vi kørte ved 14-tiden og planen var at vi skulle ned i Apoyo - en vulkan hvor man kan køre ned og bo på en hotel nede i krateret. Desværre blev vi så udsat for Nicaraguanske tilstande. Der er én (1) vej fra Pochomil som er asfalteret. Og den var så spærret - en bil var kørt for tæt på en lastbil og havde mistet sidespejlet (!!!) Men begge biler var stoppet brat, hvor uheldet var sket og nægtede at køre videre før politiet var kommet. Vi ventede i 4 timer. Jeg ved slet ikke hvordan folk ville reagere i Danmark hvis en mand nægtede at passere gaden i ren og skær arrogance - men jeg er sikker på at der ville være opstået noget nær lynchstemning.
Resultatet blev at det blev mørkt inden vi kom derfra, og vi derfor ikke turde ligge og rakke rundt og lede efter et hotel i et krater på en umarkeret jordvej. Vi tog derfor tilbage til Granada. Vi fik det bedste ud af det. Børnene faldt i søvn og vi andre tog de sovende børn med på El Zaguan - byen bedste restaurant, og fik en lækker (stille) middag!!!

Vi har det altså godt! Vi ville bare gerne nå mere.

Granada igen

Vi har det godt. Er bare lidt trætte.

Og nu.... i speed fart

Hurra... vi fik bilen i Estelí. Fantastisko. Kørte straks til en lille by - Somoto, næsten ved grænsen til Honduras (se Kort). Her skete der ikke så meget - vi tjekkede ind på hotellet, og det var sådan et afdanket et af slagsen (det fineste i byen dog). De havde swimmingpool uden vand, og en kæmpe restaurant. Det hele havde engang været rigtig fint, men der var bare ingen gæster.

Det var lidt sært, fordi vi troede selv at alle de rejsende tog dertil, men der var bare ingen.Det skulle dog ikke forhindrer os i at tage ud og se det vi var kommet for - nemlig en kløft. Somotokløften. Vi ventede dog til dagen efter, da det jo ikke er USA eller Europa, men kun en nation i sin spæde turistungdom, så faciliteterne lader noget tilbage at ønske. Vi kørte 13 km ud i landet og parkerede bilen. Derfra skulle vi så gå ca. 1 time ned ad bakke, før vi kom til en flod, som vi så skulle krydse. - Lad mig sige, at det ikke var for gangbesværede - hvilket jeg nogengange er pga. min balance - så jeg var nødt til at gå med stok det meste af vejen. August var selvfølgelig den som havde færrest problemer med at hoppe fra sten til sten.
Endelig kom vi til et lille svømmehul, hvor vi mødte en bette knægt med en båd, som sejlede os op igennem kløften, så langt det kunne lade sig gøre (man kan godt svømme/kravle længere, men der er trods alt grænser for hvad vores fysiske formåen som firkløver rækker til, så vi stoppede hvor båden kunne tage os til).
Så fik vi badet og skulle så gå tilbage.
Det var MEGA hårdt at skulle gå op ad bakken igen i middagsheden, slæbende på to børn - d en ene sov og den anden var træt. Og jeg kunne dårligt slæbe mig selv. Men vi klarede det - Jørgen har meget stamina, jeg var mere parat til bare at lægge mig ned og blive offer for ådslerne.

 

 

Derefter kørte vi til Matagalpa, hvor vi har tjekket ind på et superlækkert hotel oppe på et bjerg med udsigt ud over byen. Det var bare fantastisk at vågne til sådan en skøn udsigt (vi har kæmpe panoramavinduer på værelset) efter at have boet i nogle mørke huller i 5 dage.

...... tja.....

Jeg var kommet til at afsløre at vi var solskoldede på Facebook i går - vi var nu stadig i León. Vi var taget på dagstur ud til stranden Las Peñitas, som ligger ca. 20 km fra León. Det var meget høje bølger og meget sand, og derfor var det ret svært at få solcreme på. Samtidig faldt vi i selskab med en tysk familie med to drenge på 4 og 5, så der blev leget for alle pengene, og tiden gik - og ups, så var vi alle fire krebsefarvede. Men en super lækker dag. A var dog ked af at vi ikke skulle lege mere med drengene.

Vi havde lejet en bil - troede vi. Men altså vi havde åbenbart ikke. Vi havde modtaget en bekræftelse på at det kunne lade sig gøre, og vi havde skrevet tilbage at vi accepterede, men havde ikke modtaget den endelige-endelige bekræftelse. Så da vi dukkede op var der ingen bil. De kunne muligvis skaffe en til om eftermiddagen, men det gad vi ikke at vente på. Så vi lavede en aftale med dem om at hente bilen i Estelí i stedet i morgen.
Sådan er det åbenbart bare....

Tog i stedet "kyllingebussen" til Estelí, og denne gang var det virkelig kyllingebussen, for vi sad ved siden at en mand med levende kyllinger i hånden. Vi havde også byggemateriel til omtrent et skur i armeret beton og brædder til et stakit. Vi andre kan stadig godt fnise lidt over hvad der bliver taget med bussen, men A er faktisk helt kølig. Nå, han har en levende høne der.. ja, ja, whatever, er der swimmingpool på hotellet??????

Ved ikke helt hvad vi skal fordrive tiden med fremad. Estelí er ikke heeelt så spændende som vi havde forventet, men nu må vi se hvad der sker.

Færre turister, men også mere snavs....

Så er vi i León efter en lang rejsedag i går, som startede kl. 7 hvor vi tjekkede ud fra vores Finca på Isla de Ometepe. Vi havde troet at vi skulle med bussen til færgen, men Finca'en kørte os, hvilket betød at vi allerede kom med færgen 7.30 i stedet for kl 9. Totalt lækkert. Det var en stor færge (bilfærge) og derfor ingen søsyge. Bedre start kunne vi ikke have fået.
På den anden side måtte vi mase os igennem det sædvandlige skrig af taxa, men fandt en direkte ekspresbus til Managua - lækkert!
Som sædvanligt mange søde mennesker i bussen, som så gerne vi snakke med os (og ae Juls over håret). Der var mange tiggere som steg ombord og steg af igen efter en tid, nogle af dem optrådte også - klædt ud som klovne. Vi fattede ikke en bjælde af hvad de råbte til hinanden, men A syntes det var morsomt.
Hjælperen i bussen var meget bekymrede for os, og mente bestemt ikke at Managua var et sted for os. Mon vi mon var på vej til lufthavnen? Skulle han ringe efter en taxa til os? Han virkede meget alvorlig, det var helt forstemmende så farligt Managua er. Vi mente nu nok at vi kunne klare os, og vi forklarede ham at vi ville tage videre til León, så var han vidst ok med det.

I Managua måtte vi tage en taxa til en anden busstation og derefter en minibus til León. Så var vi endelig fremme ved 14-tiden efter en lang rejse, men dog noget nemmere end forventet. De timer vi vandt om morgenen var virkelig nødvendige.

León er også en gammel by, med mange gamle huse. Men der er også langt færre turister end i Granada, og der er meget mere trafik og mere snavset. Så det er lidt vanskeligt at gå rundt med klapvognen - og der er ikke en fin turistgågade som i Granada. Men omvendt er der mere autentisk - A er omtrent blevet bedste-venner med pølsevognsdamen nede på hjørnet allerede. Og hun ved også allerede hvad han "especial" er.

Vi drømte om at komme på vulkanvandring her, men har været rundt ved tre bureauer i dag, som alle fraråder det. 11 år er min. alderen. Så nu må vi se hvad vi finder på.

 Jeg har opdateret kortet så man kan se León. Kort

 Nej, nej, vi valgte da ikke hotellet pga. poolen

Jeg har aldrig været i en by med så mange butikker som udelukkende sælger festartikler, men ok, hvilken 15 årig pige drømmer ikke også om en prinsessekagepyntefigur til sin fødselsdag?

En drage og en heks gør alting nemmere....

Vi har haft en fantastisk dag. Ok, det var lidt koldt i morges og aftensmaden var for længe om at komme, syntes børnene, men ellers har det være en fantastisk dag.

Vi har været på vandretur i Reserva Ecological Charco Verde, hvor vi først besteg et udsigtspunkt, og siden gik til en strand, hvor der var udsigt over Conception vulkanen. Til sidst gik vi til Charco Verde - den grønne lagune, som er kendt for et rigt dyreliv.

Det var en lang gåtur - måske 3 timer i alt, men som overskriften lyder, så gør en drage (djævel) og en heks alting nemmere. De lokales vilde fantasi fortæller nemlig at udsigtstoppen hedder Mirador del Diabolo - vi lavede kun historien lidt om, så det var en drage ved navn Nons (Eller Mons - jeg er faktisk i tvivl), der boede på toppen, og han spiste børn, hvis man ikke ofrede slik til ham. Og på Charco Verde husede en heks, som kan genopstå i mange inkarnationer - mest dyr. Alle de firben og fugle vi så - var det mon heksen?
August havde ingen kny i forhold til at gå turen, jeg tror faktisk han nød det. A og J var nødt til at bestige udsigtetspunktet en ekstra gang for at se om Nons havde spist ofringerne. Det havde han ikke, men mon ikke det var heksen, der havde gjort ham doven? Fantasien har kørt i overdrive hele dagen. Men udsigten undervejs var fabelagtig.

 På vej på tur - det var koldt i morges

 Fjoller. Se jeg rører toppen af vulkanen...

Brøleabe med unge.

 Ofringer til Nons.

 Det eneste vi har opdaget at vi har glemt er en bæresele, så jeg måtte lige opfinde en. Juls blev båret i et lagen og det fungerede faktisk ok.

 

Lækker solnedgang med flotte skyer. I morgen har vi en hård dag med rejse til León. Vi krydser fingre for at det kommer til at gå godt.