Det var lidt sært, fordi vi troede selv at alle de rejsende tog dertil, men der var bare ingen.Det skulle dog ikke forhindrer os i at tage ud og se det vi var kommet for - nemlig en kløft. Somotokløften. Vi ventede dog til dagen efter, da det jo ikke er USA eller Europa, men kun en nation i sin spæde turistungdom, så faciliteterne lader noget tilbage at ønske. Vi kørte 13 km ud i landet og parkerede bilen. Derfra skulle vi så gå ca. 1 time ned ad bakke, før vi kom til en flod, som vi så skulle krydse. - Lad mig sige, at det ikke var for gangbesværede - hvilket jeg nogengange er pga. min balance - så jeg var nødt til at gå med stok det meste af vejen. August var selvfølgelig den som havde færrest problemer med at hoppe fra sten til sten.
Endelig kom vi til et lille svømmehul, hvor vi mødte en bette knægt med en båd, som sejlede os op igennem kløften, så langt det kunne lade sig gøre (man kan godt svømme/kravle længere, men der er trods alt grænser for hvad vores fysiske formåen som firkløver rækker til, så vi stoppede hvor båden kunne tage os til).
Så fik vi badet og skulle så gå tilbage.
Det var MEGA hårdt at skulle gå op ad bakken igen i middagsheden, slæbende på to børn - d en ene sov og den anden var træt. Og jeg kunne dårligt slæbe mig selv. Men vi klarede det - Jørgen har meget stamina, jeg var mere parat til bare at lægge mig ned og blive offer for ådslerne.
Derefter kørte vi til Matagalpa, hvor vi har tjekket ind på et superlækkert hotel oppe på et bjerg med udsigt ud over byen. Det var bare fantastisk at vågne til sådan en skøn udsigt (vi har kæmpe panoramavinduer på værelset) efter at have boet i nogle mørke huller i 5 dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar