Det er næsten ikke til at forstå at det er tre måneder siden jeg blev en funktionel cyborg. Tiden er gået meget hurtigt, men samtidig føles det også som 100 år siden i et andet liv at jeg ikke havde kunstig intelligens til hjælp.
Jeg havde jo sat mig helt vildt op til at det skulle være en lang opslidende kamp at lære at høre igen på en anden måde, og det var det også kan man sige... 2 eller 3 uger. Det er gået forbløffende stærkt med at vænne sig til det og selvom jeg ikke dagligt har "hørte jeg virkelig det" oplevelser, så kan jeg sagtens overordnet føle i det daglige at jeg har fået et selvtillidsboost fordi det at jeg selv føler jeg hører bedre, gør at jeg automatisk tænker at andre nok ikke tænker så meget over det mere. Ikke at det ikke gør mig selv glad at jeg hører bedre - det gør det - det er slet ikke det.
CI hørelse er ikke normal hørelse. Alle lyde bliver flyttet længere op i frekvensområdet, da elektroden ikke kan komme dybt nok ind til at stimulere der hvor baslydene ligger som normal hørende. Og lige præcis omvendt er det med høreapparatet - de fimrehår der sidder længst ind i sneglen er åbenbart bedst beskyttet, så de fleste (inkl mig) har størst hørenedsættelse på de høje frekvenser.
Sådan som min hørelse er nu så har jeg brug for at have både mit CI og mit HA på, så føler jeg mig bedst tilpas. CI lyden er meget højere generelt, og det betyder at det et par gange er sket for mig at jeg har glemt at tænde for HA eller at batteriet er dødt uden jeg har opdaget det. Efter jeg bliver opmærksom på det, kan det sagtens mærkes at det samlede lydbillede bliver bedre når HA kommer på igen, men det er trods alt helt vildt (virkelig vildt) at jeg kan komme til at slukke for mit høreapparat og ikke opdage det prompte.
Det er meget svært at beskrive præcis hvad jeg kan høre nu, som jeg ikke kunne høre før. Sommetider kan jeg høre hvad nogen siger, når de snakker bagved mig (men ikke altid). Nogen gange kan jeg stå ved kaffemaskinen ude på arbejdet og høre to snakke sammen og vende mig om og deltage i samtalen uden at spørge hvad de snakker om først (men da ved gud slet ikke altid).
Men telefonen er det som der er sket mest med.
Min telefonangst er næsten helt væk nu. Før mobiltelefonerne kom var jeg egentlig ok med at snakke i telefon fordi jeg var jo altid hjemme/på mit kontor når telefonen ringede og jeg havde kontrol med baggrundsstøjen og lydkvaliteten i en B&O analog forstærkertelefon til hørehæmmede er bare milevidt fra en standard mobiltelefon.
Mine problemer med telefoner startede tilbage i 2004 eller 5, da Novo Nordisk besluttede at gå fra analoge telefoner til IP telefoni. Jeg fik udleveret et håbløst headset, som hverken kunne levere styrke eller kvalitet og ja, headset og det kraftigste HA på markedet er bare en dårlig kombi pga feedback. Efter nogle uger fik jeg i stedet en mobiltelefon med halsslynge og det fungerede egentlig ok, uden dog at komme på højde med min tidligere B&O.
Heldigvis skiftede jeg job til en mere konservativ virksomhed. Da jeg startede i LEO Pharma i 2007 fik jeg B&O telefonen tilbage. Og den fik jeg lov at forsætte med i mine 5 år der. Indtil 2010 lykkedes det mig at undgå at få en mobiltelefon (eller jeg fik udleveret en, men jeg gemte den i min skuffe og sagde det ikke til nogen og lagde ikke nummeret i telefonbogen og der var ingen der kommenterede det). Der i 2010 da jeg ikke kunne modstå smartphones indtoget på arbejdspladsen prøvede jeg en bluetooth halsslynge, men det fungerede bare ikke. Lydkvaliteten var dårlig og batteriforbruget abnormt og jeg kunne ikke nå at montere og tænde halsslyngen, når telefonen ringede. Min kolleger lærte i stedet at min mobil var til sms. Hvis de ringede til mig, så vidste jeg det var fordi jeg var manglet et sted - ikke fordi de ville udspørge mig om et eller andet teknisk.
Jeg havde vænnet mig så meget til at jeg havde været på en lille arbejdsplads i mange år og folk tog hensyn til mig uden at jeg behøvede at bede dem om det at jeg selv glemte at tænke over at jeg er mega handicappet med en mobiltelefon (Jeg ved godt der er over 1000 medarbejdere i LEO Pharma i Ballerup, men jeg lover jer at det føles som en meget lille arbejdsplads, hvor man kender hinanden på den gode måde). Men jeg fik en brat opvågning i 2012, da jeg skiftede job og fik telefontilkald. Samtidig er arbejdspladsen meget større. Ikke i antal medarbejdere, for der var vel 250, da jeg startede og 5-600 nu (altså meget færre end på LEO), men man arbejder strukturelt på en helt anderledes måde, som gør at man har kontakt med langt flere forskellige mennesker som er fysisk spredt på et større område. Og derfor kom jeg pludselig på dybt vand. Ind i mellem har jeg været sur og tvær på den mobil - den er SÅ uforskammet. Den ringer fuldkommen uden hensyn til om jeg står i et kompressorrum eller i Bilka eller ude i regnen. Jeg kan godt snakke hvis det er helt roligt og specielt hvis det er en jeg kender, som taler tydeligt. Men jeg har været træt af det, sur og frustreret over at telefonen fyldte så meget i min arbejdsdag (fysisk og mentalt)
Det var en lang historie om at sætte ord på mit had forhold til mobiltelefoni. Men den sidste måned er det bare gået SÅ meget fremad med mobiltelefonen - baggrundsstøj er stadig håbløst, men hvis der er stille så hører jeg tæt på 100% uden de store anstrengelser. Det er så vildt. Jeg kan næsten tage mig tage mig selv i at tænke HOLD DA HELT KÆFT - FORSTOD JEG LIGE HVAD HAN SAGDE DER?
Jeg har hørt Mads og Monopolet og en hel masse P1 Podcast programmer. Jeg kan se dokumentarer og alm. ting på Ipad med høretelefoner uden undertekster (ikke på alm. højtalere). Jeg er blevet fan af Rasmus Seebach (specielt hans øde ø, men jeg har været igennem alle tre plader 100 gange). Jeg har hørt to hele lydbøger på 9 og 15 timer på Netlydbog.dk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar