Normalisering - og nye oplevelser

Det er ikke gået særlig godt med at skrive ned, hvordan udviklingen i mit nye "døv-med-CI" liv har været. Min genoptræning gik meget anerledes end jeg fået sat i udsigt, og det endte med aldrig nogensinde rigtig at blive til noget med den her genoptræning.
Det gik så voldsomt stærkt i starten, og så gik det næsten i stå. Det føles som om det gik helt i stå faktisk. Allerede efter 3-4-5 uger.

Jeg endte med at droppe ud af genoptræningen efter få gange, fordi det gik godt nok og jeg havde nået et resultat som jeg tilfreds med.
Men jeg har da haft nogen gode AHA oplevelser siden.
- Den største hen over sommeren var at være på havnerundfart med Nettobådene. Og jeg kunne høre stort set hvert ord guiden sagde. Både på dansk og engelsk. Jeg kunne endda høre at hun kom til at sige "The Black Diamant" på engelsk. Håber da i hvert fald ikke det var med vilje. Det var sådan noget som havde været helt helt helt umuligt før. Jeg tager endda mit CI i, når jeg får sådan nogle oplevelser, fordi jeg lige skal bekræftes i at verden bare er helt anderledes nu, fordi jeg ikke helt forstår den forskel det har gjort.
- Da jeg var til det geniale koncept 40½ års fødselsdag hos Lego-Peter og dansede til musik. Og hørte Californication med RHCP selvom jeg stod helt uden for (ikke at det havde gjort en forskel om jeg så stod med øret på højtaleren før).
- Og så her forleden jeg ryddede op på Julianes værelse kastede jeg den lilla babyelefant, som Lene og Lasse gav August i barselsgave og derfor har været et medlem i husstanden i 8 år. På trods af dette gav bamsen mig verdens største chok da den ringlede af mig. Den har simpelt hen en klokke i maven - hvilket alle undtagen mig åbenbart vidste.
Det er denne her fætter, ræk hånden op hvis du vidste at den havde klokke i maven - for så kan jeg rigtig føle mig dum:

Men så til det som egentlig fik mig til at skrive indlægget var mit studie af moderne popmusik. Meget af det forstår jeg bare ikke. Jeg er ligesom gået glip af udviklingen, så det der "speak-popmusik" der som f.eks. Nik og Jay og specielt den her sang "Happy Home" med Hedegaard som har været moderne. Det forstår jeg slet ikke. Hvad sker der lige for folk??? Er det MUSIK?

Men så er der andet som jeg synes bærer lidt remisens til 90'erne og så er jeg pludselig ikke så gammel alligevel. Jeg er helt vildt med "Prayer in C"... eller det var jeg.... for så så jeg musikvideoen... og så blev jeg gammel igen.

Jeg har stadig åbenbart ikke kunne fralægge mig, at jeg bliver stimuleret primært at visuelle input. Jeg kan slet ikke holde de malede ansigter ud og kan slet ikke rigtig nyde sangen mere - heller ikke når jeg bare høre den. Nu tør jeg ikke se musikvideoer mere.... Er dem med Rasmus Seebach også uhyggelige eller jazzer han bare med en guitar eller synger en ballade med en tåre i øjet, for så gør jeg måske.....


(Og ja, det er pissesejt at den døve dame har købt og dagligt bruger sin helt egen ipod til musik (minus Happy Home), radio (Og HVORFOR SPILLER DE STADIG DET ER MIG DER STÅR HERUDE OG BANKER PÅ - er der ikke nogen der kan tage en kraftig magnet og slette sangen fra DRs arkiver - det burde jo være gjort for længe længe siden) og lydbøger).